Kilde: Pixabay

Bootstrapping Sommer #5: Seje startups med kvinder i top – Mona Juuls politiske drømme – Har Nima ret i founder-stress?

 

Kun kvinder bliver citeret og refereret denne onsdag! Så er det sagt. Kønsubalancen i vores økosystem beder om modspil på alle planer. Som min tidligere medarbejder Pernille Rype, nu Innovationsfonden, skrev på LinkedIn: Hvad så Danmark? Skal vi ikke sige, at vi her i vores mageligt lange sommerferie tænker over, hvorfor vi stadig er langt bagefter ALLE andre skandinaviske lande, når det gælder kønsbalance? Og så gøre det lidt bedre, når vi er tilbage? Baggrunden var selvfølgelig den rapport fra World Economic Forum om ulighed i køn, en anden gammel kollega Ida Jeng har været med til at udarbejde. Hvis vi glemmer rapportens tal og metode-problemer, så kan enhver med egne øjne se to steder, vi i Danmark stadig ikke udnytter potentialet: I topledelser af virksomheder og i vores lille økosystem af skalerbare vækstiværksættere.

 

Vi har nu mange seje founders, der ikke er af hankøn

Der er efterhånden ganske mange rapporter om og målinger af kønsdiversitet (færre om anden diversitet). Og utallige rapporter, artikler og interviews med kvinder, der er founders, ud fra den tankegang, at der er behov for kvindelige forbilleder. Jeg ved ikke, hvor meget det betyder, men alt må prøves, og på Bootstrapping overprioriterer vi i hvert fald massivt startups med founders af andet køn end mænd. I dag gengiver vi de mest læste fra det seneste år. Det rummer founders som Marie Lommer Bagger, Measurelet; Betina Langemark, Ward 24/7; Malena Sigurgeirsdottir, Hey Planet; Ida Boesen & Julie Koch Fahler, Agreena; Camilla Ley Valentin, Queue-it; Frederikke A. Schmidt, Roccamore; Pernille C. Lotus, WeAreCube; Maria Flyvbjerg Bo, Spenderlog samt Sarah-Josephine Hjorth, Canopy-LAB og Mathilde K. Jakobsen, Freshland. De to sidste især med mange klik, fordi de har stået først i rækken til kvindebashing for at stikke den founder-næse frem, vi ellers efterlyser. (Gen)læs og bliv klogere på de veje, disse founders og co-founders er på.

 

Ja, vi skal da drømme stort i økosystemet

Liva Echwald, Found Diverse, fortalte til Berlingske lidt om sit liv fra luftakrobat til iværksætter-konsulent og fastslog fra højderne, at diversitet jo er et ”strukturelt problem”. Og så er vi ved det fælles og systemiske, som Mona Juul, erhvervsordfører for Det Konservative Folkeparti, udfoldede i samme medie. Hun lagde ud med at skrive ”I Danmark gøres der alt for lidt for at give morgendagens iværksættere de perfekte vilkår for at skabe den næste succes. Det vil jeg ændre, så iværksætterne kan få lov at drømme stort igen.” Fint, om end man også mærker på retorikken, at valget nærmer sig: ”Vi har for eksempel ventet på, at regeringen indkaldte til de aftalte forhandlinger om iværksætteri i halvandet år. Enhver erhvervsorganisation med respekt for sig selv har i mellemtiden og for længst lavet tykke kataloger med forslag. Men intet er sket. Med massivt pres lykkedes det at få et lille bitte møde lige inden ferien, hvor partierne fik lejlighed til at fortælle lidt om deres prioriteter. Så gik der tid med det.” Det er desværre nok et forhold, vi længe har udfordret på Bootstrapping: Erhvervsministeren har nølet, og nu er tiden for reformforlig for vækstiværksættere med stor sandsynlighed forpasset.

 

Mona Juuls krav til mere end en ny herrefrisør

Men nok så vigtigt som opvarmning til efterårsvalg er jo, hvad Mona selv byder ind med. Jo, ”Blandt andet om at vi sænker kapitalkravet til anpartsselskaberne, og at vi gør det nemmere at skaffe kapital og arbejdskraft. At vi ændrer lagerbeskatningen ved børsnoteringer og fjerner de bøvlede regler for medarbejderaktier. At vi både skaber bedre vilkår for at internationalisere danske iværksættere og for at tiltrække udenlandske iværksættere til Danmark. For allermest drømmer jeg om, at vi bliver bedre til at støtte op om skalering. Det er der, den største gevinst ligger.” Det er ikke helt tosset. I al fald tæt på det, vi på Bootstrapping i gennem foråret har refereret og peget på var de vigtigste politiske krav fra økosystemet – hvis vi altså skal tage dem, der betyder noget, men ikke koster så meget! Og det er jo nok dér vi ender, uanset hvilken regering, der bliver dannet efter valget. Det, jeg nu er allermest tilfreds med, er Monas betoning af skalering. Næsten alle politikere taler uanset partifarve – også mange liberale som Venstre og Radikale – uspecifikt om iværksætteri. Men 4. herrefrisør på Herning Hovedgaden eller 5. cykelsmed i Rantzausgade gør ikke det store fra eller til. Det er størrelse – herunder i grøn omstilling – der rykker.

 

Startups er sexede. Men er bagsiden stress?

Startups er sexede. Vores aviser, magasiner og fjernsyn er blevet overtaget af agendaen. Men medaljen har en bagside – bag de glamourøse forsider og stilige portrætter. Og den bagside er stress”. Det skrev Nima Tisdall i Berlingske. Hmm, tænkte jeg, det er jo ikke arbejdsmængden, der betinger stress, hvis man ellers som founder selv bestemmer. Det er i al fald min egen erfaring. Det er faktisk værre at være lønmodtager og have chefer med uklare og modstridende krav og forventninger. Men Nima fik mig overbevist om, at det godt kan være, vi snakker om at vise sårbarhed, men ”iværksætterne har investorer, ansatte og kunder, som ikke må se dem slå revner. Og den dobbelthed, at frontstage er renskuret som et pitchdeck, mens der er kæmpe pres inde bagved, skal nok passe. Hendes egen Blue Lobster, som vi før har haft som ugens startup, er i mine øjne alletiders idé med at sælge fisk direkte fra fiskerne til slutled uden om de uendelige lastbilkørsler hen over landet med ’gamle’ fisk. Men få brancher er nok sværere at bryde ind i og disrupte. Nu er det ikke primært egne erfaringer, hun skriver på, mere veninders og de ca. 20, hun har interviewet til en kommende bog om emnet. Den gælder jeg mig til at læse. Lad os komme bag om de ulidelige glansbilleder!

 

Sommer uden stress

Efter Tour de France for hhv. mænd og kvinder er fodboldsæsonen i gang. Mens jeg med millioner af seere og rekordantal tilskuere på Wembley så EM-fodboldkampen søndag, tænkte jeg, at jeg havde min ungdom i Aalborg Boldspilklub uden at opleve bare én pige sparke til en fodbold. Sådan er det ikke længere. Så noget er da gået fremad. Her på Bootstrapping fortsætter vi med at spille og sparke – men stadig i mageligt, lavt sommertempo uden stress. Næste uge tager vi fat på kvinder, der er investorer som Sommer #6 før efterårssæsonen for alvor ruller. Vi ses.

 

 

Er det hetz, når Ekstra Bladet og Børsen kører kampagne på Mathilde og Sahra-Josephine?

#1 årets mest læste kvindelige founder-artikel

Både Mathilde Jakobsen her og Sahra-Josephine Hjorth her har i forsvar for kampagne og graverjournalistik i hhv Børsen og Ekstra Bladet, gjort noget, vi sjældent ser. Lagt alle journalistens mange spørgsmål og egne svar ud. Vupti, så der er fuld transparens! Det tager luften ud af enøjet vinkling. En vinkling af Sahra-Josephine som utroværdig, fordi forretningsambition har været talt op og løgner, fordi journalister efter at have endevendt hendes liv siden skolegangen kan finde små detaljer, der så pustes op. Reelt er det for sit køn hun er hængt ud, ellers kan man næppe forklare 25 artikler på forsiden, der i uendelighed repeterer de samme misforståelser? For Mathilde fordi hun som first founder har været for kontant i medarbejderhåndteringen. Men forretningsideen op mod en branche, der skriger på disruption, er forbilledlig, og de ordentlige leverandører elsker det. Så er strategien for ambitiøse founders ikke, at vi må stå ved det, vi gør – på godt og ondt og inkl. de fejl, alle laver – og lægge det frem? Vi startede den diskussion og utrolig mange læste med. Tjek selv.

 

Frederikke Schmidt, Roccamore: Jeg er så træt af at tale om køn. Hvad er det, der begrænser os?

#2 årets mest læste kvindelige founder-artikel

Det er befriende når nogen tager bladet for munden. For Frederikke Antonie Schmidt tør tage støvlerne på og udfordre de gængse konventioner: Om køn og selvpålagte begrænsninger i verdens mest ligestillede land. Om dansk middelmådighed. Om manglen på visioner og kampånd. Nu har vi i løbet af året diskuteret diversitet og skrevet rapport med mange gode kræfter om Return on Diversity. Og så slutter Frederikke vores serie af med at sige, at ”Female Founders er noget pis”. Hun er træt af måden, vi snakker køn på. Men læs nu selv dages brandtale. Frederikke er bare sej og tør sige sin mening.

 

Female Founders: Pernille Caroline Lotus

#3 årets mest læste kvindelige founder-artikel

Tidligere har Pernille C. Lotus fortalt Berlingske og Markedsføring om sin ungdom på stoffer inden influencer-starten. Her fokuserer vi på, hvordan det er at være yngre founder af en række virksomheder; og at være det som kvinde. ”Find troen frem på dig selv, og kast dig ud i det”, siger Pernille. Men læs selv.

 

Female Founders: Mathilde K. Jakobsen

#4 årets mest læste kvindelige founder-artikel

Kun 4 % af founder teams er mixed kvinder-mænd, som fx Mathilde Jakobsens i Fresh.Land. Hør hvorfor hun synes det vil være dumt, hvis vi fandt på at lave en overskrift som ’Fresh Female’, når vi nok aldrig ville lave en om ’Fresh Male’. Og om hvorfor man kan være mixed med sin kæreste. Hvorfor det er cool ikke at være i Coloplast længere. Og hvad forretningsmodellen i Fresh.Land i øvrigt har at byde på. Mathilde, som i hvert fald er hyperfrisk, var nr. 2 i vores serie om Female Founders. Læs hele artiklen her.

 

Ugens startup: Agreena – får landmænd til at høste CO2

#5 årets mest læste kvindelige founder-artikel

Den danske fintech Agreena hjælper landmænd med at omlægge til mere klimavenlig produktion og med at certificere den CO2-besparelse, som landmanden opnår. Og sælge den videre til virksomheder, for hvem reduktion i dag er ticket to play. Agreena blev grundlagt i 2017 af Ida Boesen og Julie Koch Fahler som visionære landbrugs- og fintech-specialister. Simon Haldrup kom til som medejer og CEO og de har sammen videreudviklet selskabet så Agreena i dag er både thought- og market leader i 13 lande, og i den seneste A-runde i januar fik Agreena 150 mio. kr. med sig hjem. Læs selv casen.

 

Female Founders: Maria Flyvbjerg Bo

#6 årets mest læste kvindelige founder-artikel

Maria Flyvbjerg Bo. Mærk dig det navn, hvis du ikke allerede har gjort det, for hun har en sej startup-karriere med bl.a. Spenderlog og Nest Copenhagen, inden hun nu – klogt af Sebastian Pen og Silicon Valley Bank – er landet dér. Læs fx Maria’s betragtninger om at være founder på barsel og få hendes råd ift. kønsbias i en investorrelation, som hun også rammende siger følgende om: ”Tænk på dine investorer som din anden familie, og sørg for, at I har de samme grundlæggende værdier og vil det samme med virksomheden og livet.”

 

Female Founders: Camilla Ley Valentin

#7 årets mest læste kvindelige founder-artikel

Mange kender fint Camilla Ley Valentin, co-founder af Queue-it i 2010, bestyrelsesmedlem i Vækstfonden og meget andet godt. I dag reflekterer hun over rollen som kvindelig founder og slår bl.a. til lyd for, at vi taler åbent om graviditet mellem founder og investor – også når det ikke er på tapetet. ”Det er langt stærkere selv at bringe emnet på bane end at forbigå det i tavshed eller vente på, der bliver spurgt ind til det ad omveje.” Tag del i Camillas åbenhed.

 

Ugens startup: WARD 24/7 – fra AI-forskning til kapitalrejsning

#8 årets mest læste kvindelige founder-artikel

Dag & Nat, den roste TV2-serie med Sofie Gråbøl, er fuld af patienter, der får komplikationer og kriser. Hvordan kan vi med dansk software og kunstig intelligens (AI) komme de komplikationer og kliniske forværringer hos patienter i forkøbet? Hvordan laver man i dag medtech fra øverste hylde og får det finansieret af business angels og flere venturefonde? Vi har udfordret CEO Betina Langemark, Ward 24/7 og leadinvestor for en BA-syndikat, Helle Monrad kommenterer. Læs selv.

 

Ugens startup: Measurelet, MedTech og Marie

#9 årets mest læste kvindelige founder-artikel

Man kan i al fald lykkes som vækstiværksætter i Danmark. Marie Lommer Bagger er et fantastisk eksempel. Hun så på sin hospitalsarbejdsplads et praktisk problem med væskebalance og har brugt fem år i Future Box på DTU på at løse det. Og nu står hun med en deep tech, der via investering fra PreSeed Ventures, Dreamcraft Ventures og Vækstfonden skal ud i verden. Et klasseeksempel på potentialer i dansk MedTech, hvor vi har alle forudsætninger for at skabe stærke startups. Læs om Marie og MedTech.

 

Ugens startup: Hey Planet – bæredygtig kødspisere

#10 årets mest læste kvindelige founder-artikel

Insekter som bæredygtig proteinkilde er en case, mange arbejder med på Innovationsuddannelser på CBS. Malena Sigurgeirsdottir har virkeliggjort den. Bliv taget med på en Hey Planet’s rejse, der har skullet takle mange udfordringer. Lige nu eksploderer priserne fx på fødevarer. Men producenter skal jo stadig kunne konkurrere, så det at skalere og billiggøre er bare en af udfordringerne. Kom med rundt om dagens startup.