Første foto af den store EIFO-bestyrelse. Hentet fra Simon Kollerups LinkedIn opslag: https://www.linkedin.com/in/simonkollerup/recent-activity/shares/

Vækstfondens kurs #1: Dav EIFO – farvel Vækstfonden?

Når nu alle synes, CEO Rolf Kjærgaard har gjort det så godt, og det har strømmet ind med opgaver til Vækstfonden, hvorfor er han så ikke CEO for den nye ’Superfond’? Og hvorfor ser den bestyrelse for EIFO, sammenslutningen af EKF og Vækstfonden, så spøjs ud? Det spørger mange om. Det er svært at svare – især kort. Men vi kan da prøve. Så her seks ’gode’ forklaringer.

En ’broget’ flok. Det er en gentagen reaktion, jeg får på den ny bestyrelse for Vækstfonden og EKF. Det bunder sådan set i hele grundlaget, hele konstruktionen med én bestyrelse for Vækstfonden (VF), én for Danmarks Eksportkredit (EKF) og så én for paraplyen Danmarks Eksport- og Investeringsfond (nu gebrækkeligt forkortet til EIFO). Du kan læse det 112 sider lange Lovforslag bag fusionen eller mine tidligere sammendrag Vækstfonden. Hvorhen nu? #1 og #2. Det korte af det lange er, at enhver erhvervsminister fra dag til dag kan gøre det for en fusion logiske: Køre det hele sammen til én enhed med noget mindre end en 12 m/k bestyrelse plus 3 medarbejderrepræsentanter. Det vil jeg godt sætte penge på sker inden alt for længe, så sandt som Torben Möger Pedersen er øverste hyper skarpe og effektive formand. Men lad os se på seks vinkler til at forstå de mange valg og +/- argumenter, der må have været på bordet over sommeren hos erhvervsminister Simon Kollerup og departementschef Michael Dithmer.

 

Torbens topprofessionalisme

Det er specielt, at tre nuværende og tidligere pensionskassedirektører kommer til at bestemme det hele. Formand og to næstformænd i EIFO-bestyrelsen Torben Möger Pedersen (PensionDanmark), Bo Foged (tidligere ATP, nu CIP) og Dorrit Vanglo (tidligere LD, nu bestyrelsesposter) er alle, og især Torben, anerkendt for deres dygtighed – men ikke elsket tilsvarende af alle.
Plus: Ingen er mere vant til at investere på danskernes, ja det helt brede Danmarks vegne, end de tre nuværende og tidligere direktører fra PensionDanmark, ATP og LD. De er poppen af toppen. Desuden sagde Torben på årets folkemøde, at fusionen er hans idé. Så det er vel et rimeligt valg. Og til det spøjse et omvendt far-søn generationsskifte. Thor Möger Pedersen træder ud af Vækstfondens bestyrelse, far Möger går ind.
Minus: Ingen i triumviratet har vist brændt voldsomt for ventureinvesteringer og Vækstfondens dagsorden. Bo Foged har efter sigende ment, at venturefonde tjener for meget. Og Torben Möger at DVK-Dansk Vækstkapital (en afkastsucces skabt for at pensionskassernes netop kan investere i vækstvirksomheder) siden DVK 1 er blevet overflødig som en funds of funds, der er fee’s on fee’s”. Når Rolf Kjærgaard er fravalgt, er det næppe sket fra ministeriet, hvor han var favorit. Flere gætter på, at formandsskabet ikke har kunnet lide, at Rolf Kjærgaard qua sin rolle, har måttet forsvare vilkår og stillingsbesættelser i DVK. Et DVK, som formandsskabet altså har været mere end lunkne i forhold til – og som de nu selv har hånds- og halsret over!

 

Løve-folket brøler

Det indlysende spøjse for mange i økosystemet af professionelle investorer er, at Jesper Buch og Mia Wagner kom med i kraft af at være deltagere i et populært TV-program.
Minus: Flere har før skrevet til mig, at de mest er foredragssucceser, ikke rigtige tech vækstiværksættere, mere e-handels købmænd osv. osv. Selv har jeg kun været hård efter en enkelt DeSonic case, hvor Jesper og Mia tog 40 % ejerandel. Måske også for hård, for deres intentioner for iværksættere bredt er gode.
Plus: Det giver jo folkelig legitimitet til EIFO, og de er ikke formand/næstformænd og dermed tæt på at være uden for indflydelse. Og de kan jo også lære meget af EIFO-sammenhængene!

 

Omfavn Frigast fjenden

Christian Frigast, ”kapitalfondskongen”, tidligere founder af kapitalfonden Axcel, fortsætter på posten som formand for EKF-delen. Og han har fået lov at tage Dorrit Vanglo og Jørgen Høholt (tidligere bl.a. Nordea storkundedirektør) med sig fra gamle EKF til den nye EKF-bestyrelse. Det til trods for at han åbent og aktivt har lobbyet direkte imod Simon Kollerups fusion! Det virker vildt på mange at belønne sådan et oprør.
Minus: Hvad skal man egentlig med en fusion, når formand Frigast for EKF vil sikre, at så lidt som muligt ændrer sig?
Plus: Det er god taktik at ansvarliggøre en hovedmodstander og give ro hos FLS, Vestas osv., der bl.a. med Brian Mikkelsen som sendebud har protesteret mod fusionen og faren for at påvirke deres eksportlånebutik. Men mon ikke EKF snart lægges ind under paraply-EIFO? Så kan Frigast stritte imod så meget han vil.

 

Padel-community

Erhvervsminister Simon Kollerups foretrukne omgangsform for tiden er at spille padeltennis. Opslag viser at fx gode, empatiske Esben Gadsbøll, ny næstformand i VF, har fx været i kamp. Esben er en velvalgt repræsentant for miljøet som formand for Danish Tech Startups. Jeg ved ikke, om nogen valgte kan have gæstet den socialdemokratiske erhvervsklub mere end en gang. Men Venstres erhvervsordfører Torsten Schack Pedersen tordnede i Berlingske mod valget af en ”partisoldat” som Martin Rossen(nu Danfoss før Mette Frederiksens højre hånd) til EIFO-bestyrelsen.”Venstre var bare ikke bedre da vi selv sad på posterne”,som en tidligere toprådgiver i samme parti, sagde til mig i går. I øvrig kan jeg tilføje, at Rossen er skarp i hovedet, og lønnen pr. time for at være i den bestyrelse med den materialemængde er et tyndt ben at gnave.
Minus: Det med at venner får poster, og en Jan Bisgaard Sørensen er fra egen Thisted-Mors valgkreds, gør en minister sårbar for kritik og er skidt i en bestyrelse, hvor professionalisme altovervejende har hersket.
Plus: Simon Kollerups kongstanke – som selv en ’nordjyde’ som mig godt kan blive lidt træt af – har været vækst i ’Hele Danmark’. Så er det måske politisk klogt at have mindst en lokalt forankret jyde med.

 

Grønt er det nye sort (eller omvendt)

Den grønne omstilling er det store politiske slagnummer i tiden, og innovation bør spille en kæmpe rolle, tænker vi i økosystemet. De to største, og selv på verdensplan blandt de mest aktive på den store milliardklinge, er PensionDanmark og CIP, Copenhagen Infrastructure Partners. Torben Möger og Bo Foged er hermed en alliance second to none for havvindmøller, PtX osv. Men, siger nogle, også noget af en sammenspist cocktail, så sandt som Torben i sit fremsyn fandt og gjorde CIP stor.
Plus: Der kan og vil sikkert blive satset massivt fra statens fond på energiøerne og andre innovative milliardinvesteringer.
Minus: Hvor er Danmarks grønne Investeringsfond og deres investeringer i den her fusion? Hvor mange i formandsskabet er ikke inhabile, når der skal investeres i PtX, CCS osv? PensionsDanmarks definition af grønt og ESG vil for nogen synes bred. Jeg har fx før refereret Möger for et inkludere Defense, fx Locheed Martin aktier, i ’ESG-D post-Ukraine’. Det kan bestemt forsvares (undskyld) – men debat bliver der.

 

Broget, men ikke så divers

Simon Kollerup har talt varmt om underskuddet af kvinder i bestyrelser og i vores økosystem – men ikke gjort så meget. Her kunne så handles. Man kan sige, at 33 % er over normen, men på min kugleramme nu mest under 50 %.
Minus: Det fundamentale er og bliver, at diversiteten i toppen blandt dem, der ender med at bestemme – Torben, Dorrit og Bo – er tæt på zero, så sandt som de alle tilhører hirden af 40 danske pensionskassedirektører! Det gør det så lettere at handle – og det kan måske være meget godt midt i mangfoldigheden. Men den dag det hele er et stort EIFO, kan Jesper Buch komme med kække bemærkninger og Esben Gadsbøll tale om 1:3 matching og stærke visioner så længe, de vil.
Plus: Et godt valg til formand for Vækstfondens bestyrelse er Camilla Ley Valentin, både som co-founder af Queue-it og nu i Maersks venturearm. En ukendt for mange vil være Anne Mette Toftegaard (lige skiftet fra GL Forsikring til Alm. Brand), som formentlig er valgt af Möger, der har haft samhandel og været i F&P’s forretningsudvalg. Men hun er altså skarp og fremme i skoene.

 

Vækstfonden – for vigtig til at være væk

Dansk eksport er i super form, som statsministeren konstaterede i går på Dansk Erhvervs årsdag. Eksporten har aldrig stået stærkere, skabt mere værdi, skabt mere beskæftigelse. Så EKF med CEO Peder Lundquist, nu også CEO for EIFO, kan bare drible videre med fuld rygvind. Modsat hænger VF’s 300 ledere og medarbejdere nok med mulen denne fredag. Deres startups og vækstvirksomheder kan snart meget vel få det svært alt efter recessionens forløb. Så får vi for alvor brug for et stærkt Vækstfonden. Og det har vi haft de sidste 15 år. Fra Christian Motzfeldt til Rolf Kjærgaard har VF præsenteret fantastisk og været en yndling i Erhvervsministeriet. Til nu. For nu ligner VF organisatorisk for alle iagttagere den helt store taber i den fusion, de loyalt er gået ind i. Men Vækstfonden er for vigtig til at være væk. Og i det lange løb går det hele jo nok. Vi håber i al fald det bedste.

 

PS. Af hensyn til de redaktører, der læser med: Dette er ikke en researchet dobbelttjekket artikel, men et blogindlæg, der bygger på tidligere og aktuelle udtalelser og mine egne indtryk, erfaringer og formodninger.